Selvbiografisk roman om en barndom fyldt med seksuelle overgreb. Forfatteren blev seksuelt misbrugt af sin stedfar fra hun var 9 til 21 år. For voksne læsere, der privat eller professionelt ønsker viden om den personlige kamp efter seksuelle overgreb.
Bogen er opbygget i to spor - et i fortiden og et i nutiden. Lone fortæller sin historie om en stedfar, der udsatte hende for seksuelle overgreb, samtidigt med, at han var den eneste voksne, der tog sig af hende. Lones mor slog og ydmygede hende, og Lone søgte derfor trøst hos stedfaren, som misbrugte hendes tillid massivt og ødelæggende. Bogen er fyldt med breve, dagbogscitater, udtalelser fra skoletiden, fra psykologer, fra veninder, samt sangtekster. Læserne følger Lone både i barndomshjemmet, i studietiden og i den selvhjælpsgruppe for incestofre, som kommer til at få så stor betydning for hende.
Bogen er meget modig og vigtig for andre ofre. Den første halvdel er bedst - derefter bliver de mange dagbogsafsnit meget detaljerede og langvarige. Bogen er meget personlig, da konkrete dokumenter fra forfatterens liv fylder rigtig meget. Brugen af så mange dagbogscitater og sangtekster er mere terapeutisk for forfatteren end velfungerende for læseren.
Denne bog om seksuelle overgreb skifter også mellem fortid og forfatterens nutid: Drengen fra Godhavn.