Bogen kan læses af børn fra 10 år. Med sine emner om mobning, venskab og kærlighed er den fin som fællesoplæsning og senere samtale for en klasse, ligesom selvlæsning også er aktuel.
Forfatteren er kendt fra den gode serie om ponyen Siggi. Her er en ny serie om Klara på 10 år. Hun er en klog og tænksom pige uden venner i sin 3. klasse. Da hun får en vennebog, begynder hun derfor selv at skrive i bogen. Hun registrerer alt og beskriver dag for dag det magtspil, der starter, da Anton kommer. Han forelsker sig i den smukke men lunefulde Auriel, som hidtil har tilhørt Kemal, klassens konge. Magtbalancen forrykkes, og Anton bliver mobbet voldsomt. Klara føler med Anton, der kæmper sin ensomme kamp, uden at forstå, at han blot er en brik i spillet. Bogen er en velskrevet, letlæst og overbevisende afdækning af de komplicerede mekanismer, der foregår i en gruppe. Der berettes med stor psykologisk indsigt om børnenes reaktioner og om de uvidende voksne, der ikke fatter, hvor alvorligt det er. Det virker dog ikke troværdigt, at en 10-årig kan forstå og fortælle så præcist om dette spil - slet ikke når hun også er en del af det, men det er en lille anke.
Nyere bøger, der ligner er Kerstin Gavanders serie om Loppen og Amalies natbog 2007, der dog er for lidt ældre læsere.
Fin og relevant historie, som nok skal tiltrække målgruppen med god for- og bagside. Oplagt til oplæsning og gruppediskussion.