Verdens sidste eksisterende æg fra fugl Føniks er forsvundet. Det samme er de ugler, der skulle bringe det i sikkerhed. Tag med på eventyr, når to vildvæsener og to elver drager til den anden ende af landet for at løse mysteriet. Fantasy til højtlæsning fra 6 år.
I det magiske land Skjold vokser det kæmpestore Verdenstræ, som er en hel by beboet af både mennesker, elver og andre væsener. Fire venner kontaktes af "Mesteren", der beder om hjælp til at finde fem forsvundne ugler og redde det sidste Føniks-æg. Og så går turen igennem fortryllede skove, over søer og gennem klippelandskaber. Her møder de fire venner alt fra en hvid ulv, havfruer og feer til farlige kæmpeedderkopper. Der lægges op til nye eventyr i en efterfølger. Forfatteren er debutant, og den polske illustrator er ukendt i Danmark. Bogen er i hardback og formatet er 28x20 cm.
Sød historie, men den er lang tid om at folde sig ud. Historien udspiller sig i fantasy-genrens klassiske univers. Den virker konstrueret, og persongalleriet har et skabelonagtigt præg. Den egner sig bedst til højtlæsning, da den er for svær til selvlæsning. Bogen fremtræder lækker i både layout og typografi, og illustrationerne følger handlingen fint.
Josefine Ottesens Heltemod og kragelort vil bestemt også tiltale børn i samme alder, der har hang til fantasy.