Endnu en bog fra de gravide og fødendes verden - endnu en bog, som vil blive slugt af især førstegangsgravide. Dog vil jeg mene, at det tjener bogen bedst, at man læser de 11 beretninger i flere omgange; læst i ét stræk bliver det næsten for meget med al den fokus på de voksende maver og fornemmelserne i den forbindelse. Beretningerne er af forskellig længde og kvalitet og handler især om graviditeten, ikke så meget om selve fødslerne, og de fleste bidragsydere er yngre journalister og mediefolk, som tydeligvis er vant til at formulere sig. De skriver i et flydende sprog om hele turen gennem de ni måneder; den første fornemmelse af graviditet, kvalme, opkast, madlede, helt uhyrlige vægtforøgelser, omgivelsernes reaktioner og de første veer. Der er en tvillingegraviditet, en søn som viser sig at være en datter, moderkagebiopsi, frygten for at vente et sygt barn, forholdet til job, kæreste og familie - og alle de tanker, man som gravid kan gøre sig om livet. Bogen er i kvadratisk format og beretningerne ledsages af sort/hvide fotografier.