Chick lit-roman om venskaber mellem veninder, kærlighed og at gå nye veje i livet med tre modne kvinder i hovedrollerne. For kvindelige læsere med hang til masser af feel good-stemning.
Moden chick lit. Den 70-årige enke Elsa følger efter tilfældige mennesker i lufthavnen for at se, hvor det bringer hende hen i verden. Den tidligere filmstjerne Isabella på 50 år er ved at sælge sit kosmetikfirma og lader sig lokke med til at starte en B&B i England sammen med sin farverige veninde Carina, som netop er blevet skilt. En fortælling med mange romantiske forviklinger og venskabet mellem tre modne kvinder, hvis veje på forunderlig vis krydser hinanden og åbner nye muligheder i livet. Åse Hellberg er svensk forfatter. På dansk findes Sonjas sidste vilje.
Selv Bridget Jones er blevet ældre og ligeledes er hendes læsere. Det er befriende med en chick lit-roman med modne kvinder i hovedrollen. Romanen vil ved omtale appellere til et mere modent publikum end vanligt indenfor genren, men idet omslaget signalerer "typisk chick lit", vil romanen også kunne tiltrække nogle yngre læsere.
Humoren er langt hen ad vejen som i de gængse chick lit-romaner, men tonen er knapt så frivol. Vil især tiltrække Maeve Binchy-segmentet og kan fint sammenlignes med forfatterens "Sonjas sidste vilje" eller Dér fik jeg dig!.