Verdens bedste kur henvender sig til alle, der ønsker et hurtigt og varigt vægttab. Principperne kan bruges til både børn og voksne.
Ernæringseksperterne Arne Astrup og Christian Bitz er her gået sammen om at formidle resultaterne fra den største videnskabelige undersøgelse om kost og vægttab, Diogenes-undersøgelsen, som blev ledet af netop Arne Astrup. Der tages udgangspunkt i det nordiske køkken med råvarer som er nemme at få adgang til. Kuren er opbygget således, at man først følger en specifik 4-ugers madplan, der garanterer et vægttab på 1-2 kilo om ugen. Herefter følger fase 2, hvor man kan bruge bogens mange opskrifter indeholdende både morgenmad, snacks, frokost og aftensmad, til yderligere vægttab. Der er gode forklaringer på fup og fakta omkring vægttab. Til trods for den kedelige forside skal der nok blive stor efterspørgsel på bogen, både pga. indhold, forfatternes ry og den megen omtale bogen allerede har fået i medierne.
Bitz og Astrup har tidligere udgivet koge- og slankebøger, men Verdens bedste kur bygger på ny viden; nemlig resultaterne fra verdens største videnskabelige undersøgelse om kost og vægttab, Diogenes.
En seriøs og flot udført slankebog til holdbar livsstilændring, baseret på en stor videnskabelig undersøgelse. Bogens viden formidles i små bidder, så læseren ikke går kold i for megen information af gangen. Mange vil kunne drage stor nytte af bogens konkrete madplan for de første 4 uger og de lækre og sunde opskrifter.