Verdens navle er en intens og velskrevet psykologisk murstensroman, som holder sin læser fast fra første til sidste side. Et familiedrama af format. En roman om kærlighed/had, misundelse, sex, venskab, isolation, glæde o.m.m. Et skæbnegalleri. Som 17-årig forlader højgravide Glass USA og føder i Europa (Tyskland) tvillingerne Dianne og Phil på dørtrinnet til deres fremtidige bolig en stor forfalden landejendom i udkanten af en lille by. Historien fortælles af Phil, der som 17-årig ser tilbage og frem. Med spring i tid og rum hører vi om familiens isolation p.g.a. Grass og hendes mange mandfolkeaffærer, byens holdning: møgkussen og hendes heksebørn, tætte venskaber, om at elske med en anden dreng, om jalousi, om at blive svigtet, om måske at møde den far, der aldrig bliver talt om og meget mere. Spændingskurven vokser støt, efterhånden som lag på lag skrælles af personerne. Det er en meget givende bog men også krævende. Her er så mange bolde i luften, og nogle af dem skal man selv gribe/fornemme/forstå/elske eller måske afsky. Det er ret flot. Til de bedste læsere i 9. og 10. klasse samt voksne bogelskere.