Denne amerikanske krimi fra 1999 er på dansk hidtil kun udkommet i bogklubudgave. Ganske som andre krimier af Mary Higgins Clark udmærker den sig ikke ved det littterære niveau, men ved et gysende højt spændingsniveau og et godt plot. Den er allerede efterspurgt p.g.a. bogklubudgaven. TV-reporteren Fran Simmons er først i 30erne og på vej op ad karrierestigen i sit fag. Hun vil lave et program til sin serie True Crime om en af sine gamle klassekammerater, som netop, ved prøveløsladelsen, har nægtet sig skyldig i det mord, hun har siddet fængslet for. Fran er overbevist om venindens uskyld, og ganske langsomt giver researchen hende ret. Med fare for hendes eget og venindens liv udreder hun et sindrigt netværk af jalousi, grådighed, vanvid og intriger bag den uskyldigt glittede overflade, og det omfatter både kærlighedsforhold, magtbegær og hårrejsende økonomiske sammenhænge i sundhedssektoren i USA Samtidig får hun opklaret begivenhederne bag sin fars vanærende selvmord, og der er løfter om kommende romantik!.