Prisvindende drama om hvordan en ung kvindes liv ændrer sig fundamentalt en tidlig morgen i Berlin. For filmelskere, der holder af et eksperimentelt udtryk og en spændende historie.
Victoria er rejst alene fra Madrid til Berlin, hvor hun arbejder som servitrice på en café. En sen aften i byen fascineres hun af fire unge mænd, der ønsker at vise hende det "virkelige" Berlin. Turen går gennem nattestille gader, over hustage, gennem sovende opgange og ender i morgengryet da de fire småfulde og halvskæve fyre beder hende om at være chauffør på et "job" de skal lave for en "ven". Fra det sekund går alting galt, for arbejdsgiveren er i en helt anden liga end de 4 små fisk og Victorias liv ændres radikalt på de 2 timer og 18 minutter.
"Victoria" er optaget i ét langt take, dvs uden klip, i en dogme-agtig filmstil med håndholdt kamera, filmet on-location og uden brug af lydeffekter. Det eksperimenterende udtryk og et veloplagt cast efterlader et indtryk af en intens, autentisk og anderledes filmoplevelse. Filmen er interessant og nyskabende, og man bærer over med uregelmæssighederne i historien og den noget stereotype personskildring på grund af den kræftpræstation, det er få det timelange take til at fungere.
I Birdman sidder publikum også som fluen på væggen, når kameraet snor sig i noget, der ligner én lang film.