For interresserede i holocaust.
Bogen er en samlet udgave af forfatteren Primo Levis (PL) tre bind erindringer og refleksioner over Auschwitz. Hvis dette er et menneske, 1990, Tøbruddet, 1991 og De druknede og de frelste, 1992. Den italiensk-jødiske PL blev deporteret, da han ved anholdelse troede at stå bedre ved at indrømme, at han var jøde frem for partisan. Fejlen kostede et år i Auschwitz, hvor han kun overlevede ved at blive overført til slavearbejde frem for gasning. Den lange rejse efter befrielsen til fødebyen Torino er skildret i 2. del, mens 3. del består af essays med status og betragtninger. Ved hjemkomsten var behovet for at formidle de grusomheder, han havde set og oplevet, meget påtrængende. Men det lykkedes aldrig helt, idet hans død 1987 sandsynligvis var selvmord grundet sår på sjælen. PLs kz-erindringer skiller sig lidt ud ved at være mere litterære end genren som helhed. Men alligevel er de forholdsvis letlæste med bud til de fleste mainstream læsere. Grusomheden forekommer generelt mere afdæmpet, men så meget mere gribende er den indre indsigt, personrelaterede refleksion og styrken i enkeltskæbner, intensitet og nærvær. Lidt anonym sort forside, mens bagsideteksten fænger.
Kz-erindringer som fx Falskmøntner i Sachsenhausen og At overleve helvede.
Samlet genudgivelse af de tre bind i Levis gribende holocaust-klassiker, som med deres intensitet, nærvær og atmosfære vil være af interesse for de fleste kz-erindringslæsere.