Bogen henvender sig til voksne - pædagoger, forældre, bedsteforældre - som ønsker at give børn viden om årets traditioner og så samtidig udfolde sig kreativt med børnene i den forbindelse.
Forfatteren er uddannet folkeskolelærer med billedkunst som linjefag. Hun har tidligere udgivet 2 undervisningsbøger om billedkunst. Bogen er opdelt i årstiderne og herunder er der 1-4 sider om den enkelte tradition. Ordet tradition tolkes meget bredt og her er alt fra juleplatter, helligtrekonger, aprilsnar, halloween til ramadan. Hvert enkelt opslag er ledsaget af en kreativ aktivitet med skabeloner og vejledning. Bagerst i bogen materialeliste og ordforklaring. Jeg forstår dog ikke helt, at ramadanen og offerfesten figurerer under årstiden "efterår". Det er selvfølgelig fint, at hun medtager andre religioners traditioner, men hvorfor så kun disse 2?.
Denne titel kan benyttes på lige fod med Familiens bog om årets traditioner (2004), som dog ikke specielt er skrevet med henblik på børn, og som gør mere i spændende madopskrifter end i papirklip.
Bogens styrke er tekstdelen, og som sådan fungerer den fint som opslagsbog. De kreative aktiviteter virker lidt påklistrede og ikke særligt opfindsomme. Disse kan alle findes andre steder, men selvfølgelig dejligt nemt at få dem med i samme opslag. Jeg forstår ikke helt skabeloner til kagefigurer i karton under opslaget "julebag" - hvorfor ikke en kageopskrift i stedet for? Ligeledes skal man lave en krans af birkegrene under opslaget "misteltenen".