Spændende roman om Hedelin og Einarr, der begge er overladt til sig selv i sammenstødet mellem vikinger på plyndringstogt og Karl Den Tykkes frankerhær i slutningen af 800-tallet. Til selvlæsning fra 10 år og egnet til oplæsning fra 7 år.
Hedelin er overladt til sig selv efter at vikingerne har dræbt hendes far og taget hendes bror til fange. Hun beslutter sig for at følge efter vikingerne i håb om at finde sin bror, og møder undervejs vikingedrengen Einarr. De må hele tiden være på vagt for det er tit svært, at holde styr på venner og fjender.
Historien foregår i år 882 og handlingen er henlagt til egnen omkring Maastricht i det nuværende Holland med en enkelt afstikker til Danmark. Historien er velskrevet. Sætningerne er korte, siderne overskuelige og skriften let at læse. Fortællingen er langsomt fremadskridende og i starten lidt svær at holde styr på. Tempoet og spændingen stiger undervejs, og slutningen er overraskende.
Serien "Halvdan Viking" har ligesom denne en realistisk og dramatisk tilgang til emnet. Ellers er de fleste vikingeromaner fantasy-bøger med nordisk mytologi og magi som indgangsvinkel eller letlæsingsserier, fx Jørgen Hartung Nielsens "Danske heltesagn" og Orla Klausens "Heltesagn".