Tv-udsendelser som Vild med dans og Scenen er din har medført en stor interesse for dans, og danseskolerne melder om øget tilgang. Dans er en god motionsform, så det passer også med tidens trend om mere motion. Vild med dans henvender sig til alle, der har lyst til at kaste sig ud i sambarytmerne og den engelske vals derhjemme, og det uanset om man er begynder eller vil have frisket sine dansefærdigheder op.
Soffie og Jesper Dalsgaard har været professionelle dansere, og i dag underviser de i dans. Soffie medvirker i tv-programmet Vild med dans, og hun har bl.a. dannet par med Allan Olsen og Klaus Bondam. I bogen gennemgår forfatterne de 5 standarddanse og de 5 latinamerikanske danse : engelsk vals, quickstep, tango, wienervals, slow foxtrot, cha-cha-cha, jive, samba, rumba og pasodoble. I bogen er der grundig gennemgang af grundtrin og variationer, og der er billeder af føddernes bevægelser. Med bogen følger en dvd, hvor man kan se trinnene og bevægelserne, og som bonus er her også vist brudevalsen. For nybegyndere anbefaler parret, at man starter med de grundlæggende trin og variationer, og at man gentager dem igen og igen. Først når trinene hænger sammen kommer holdning, tælling og musik til.
På dansk findes der ikke meget for voksne med dansebeskrivelser af standard-dansene bortset fra Ballroom dans fra 1995.
Det er dejligt, at der nu er kommet en ny bog på dansk med dansebeskrivelser af standdard-dansene, og jeg tror den vil blive flittigt brugt af de mange danseglade.