Vildhesten

Tredje del af serien om Lea fra Danmark, der ejer hesten Lue på sin gudmors gård på Island. Bogen kan læses uafhængigt af de to første bøger, men det er en fordel at kende disse. Forfatterens kærlighed til Island, til de islandske heste og til islandsk natur og kultur går som en rød tråd gennem historien. Sansemættede beskrivelser af landskaberne, vejrliget og hestene iblandet brudstykker af en gammel islandsk fortælling hæver, trods en spinkel personbeskrivelse, bogen over de traditionelle hestebøger for de 12-14-årige. Lea tilbringer på ny sommerferien på Island, hvor Lue hører hjemme. Drengen Toti har altid misundt Lea, at hun ejer Lue. Nu har han selv købt en hest, den sorte hingst Snarfari. Men den er svær at tæmme. Den flygter, og det fører Lea og Toti ud på en dramatisk tur, der bliver begyndelsen på et venskab. De ender hos Heste-Hemmi, hvor hingsten har søgt tilflugt. Hemmi forstår hestenes sprog, og han forstår at lære det fra sig, så de to unge lærer at kommunikere med hestene. Hestehviskere er "in", og her gives en troværdig og jordnær forklaring på deres evner. Det drejer sig blot, som i al omgang med levende væsner, om bruge psykologi frem for magt. Omslaget viser en dramatiske episode med en berider, der ikke forstår dette.

Read the full assessment

Lea, som læseren kender fra Ildhesten (1995) og Spøgelseshesten (1996), er igen kommet på sommerferie hos gudmor Gitta i Island, hvor nye eventyr venter hende sammen med hesten Lue. Denne sommer gælder det om at tæmme en særdeles flot, men tilsyneladende ustyrlig hingst, Snarfari. Den stikker af, og Lea og Toti fra gården rider ud i fjeldene for at finde den. Det lykkes, og hos den legendariske Heste-Hemmi, der lever blandt sin hesteflok i Hestenes Dal, lærer de, hvordan man vinder en hests tillid. Hemmi forstår sig på at snakke med heste, og den viden giver han de to unge. Snarfari bliver tæmmet og kåret i 1. klasse på den årlige hestekåring. Det er en rigtig god hestebog, der skiller sig særdeles flot ud fra mængden af mere eller mindre ligegyldige hestebøger. Den emmer af tætte bånd mellem hest og menneske, og gennem hele bogen fornemmer læseren den specielle islandske stemning, natur og det skær af såkaldt overtro, der også gennemsyrede seriens to første bind. Personskildringen er fin, og læseren identificerer sig lynhurtigt med Lea, rider med hende og oplever den første spirende forelskelse. Bogen kan sagtens læses selvstændigt, men mon ikke hesteglade læsere fra 5. klasse og opefter vælger at læse de tre bøger i den rigtige rækkefølge.

Read the full assessment