Billedbog for børn i alderen 2-4 år, der har fantasi, men synes det kan være svært at falde i søvn. Velegnet som dialogisk læsning i forbindelse med en godnathistorie.
Det kan være svært at falde i søvn. Især hvis det er mørkt og man ikke må kalde på sin mor. Villy skal sove. Han lukker sine øjne, men de åbner helt af sig selv. Mor siger, at han ikke skal kalde på hende mere og i stedet tænke på noget dejligt. Han vender og drejer sig i sengen, og synes han kan høre lyde i mørket. Han er bange, men bruger sin fantasi til at tænke på noget dejligt. Og det virker. Sød godnathistorie om ikke at kunne sove. Det er ikke nok at få læst teksten højt. Man skal se illustrationerne, fordi de visuelt fortæller hvad der sker i Villys fantasi. Dette forhold mellem tekst og illustrationer åbner mulighed for at få en god dialog med barnet om, hvad der sker på billederne, og om hvordan man kan bruge sin fantasi, når man ikke kan falde i søvn.
Forfatteren, der også er illustrator, har lavet bøgerne med prinsesse Arabella. Der findes rigtig mange billedbøger om sovetid og godnathistorier for målgruppen, fx Bare lige én til af Christine Naumann-Villemin.
Sød billedbog om at bruge sin fantasi, når man ikke kan falde i søvn. Kort tekst, der lægger op til, at man læser de farverige illustrationer.