I efteråret blev Kongen af Sydspanien - og hele balladen, 2000, læst op i radioen. Lyttere opfordrede forfatteren til at skrive mere. Derfor de tre små bøger om Valdemar på 41/2 og ildnisserne. De er til yngre børn end Kongen... , kan højtlæses fra 5 år og nogle år frem. Sproget er mundret og fortællende, og forfatteren henvender sig af og til forklarende til læseren. Sproget er fyldt med sjove og levende udtryk, med ord der forstås konkret og ikke i overført betydning, og med nyopfundne sammensætninger fx hule-hyggeligt. Også i sproget spilles på den lidt omvendte verden i kakkelovnen, fx smelter gløder til is. Som resonans for den fantasifulde verden ligger Valdemars hverdag ude på landet med hygge, og harmoni mellem generationerne. Forfatterens 15årige søn har gennemillustreret med farveakvareller i stærke farver. Selvom stregen naturligt nok er uskolet, mærker man han har talent. Illustrationerne har atmosfære, svinger fint med teksten og støtter den. Forsider og bagsider giver lyst til at læse. Valdemar, ret velformuleret, bor på landet med mor og far. Ovnen har en central plads. Da Valdemar ser ind i den, møder han ildnissen Vilmer og hans venner. Vilmer fortæller levende og spændende om liv og faretruende begivenheder i ildbyen.