Vinter

Stykket kræver dygtige og trænede skuespillere og instruktør. Replikkerne er meget lidt markante og ligner hinanden, så forståelsen af spillet og attituden er altafgørende.

Jon Fosses stykke har to personer, en kvinde og en mand. Der er fire akter, og lokationerne er en park med en bænk i to af akterne og et værelse med en dobbeltseng i de to andre. Stykket varer i ca. 80 minutter. Hele spillet har et tilfældighedens præg over sig. En kvinde og en mand mødes tilfældigt i en park. Kvinden, der fremtræder som forpjusket og forvirret, råber manden an og insisterer på at få hans opmærksomhed og interesse. Det lykkes hende efterhånden. I næste akt befinder hun sig på hans hotelværelse. Manden, som er gift, er blot på besøg i byen og skal deltage i et møde. Da han kommer tilbage, viser det sig, at han slet ikke deltog i mødet. Til gengæld kommer han nu med gaver til kvinden, nyt tøj og mad. I anden halvdel af spillet er rollerne byttet om. Nu er det manden, der har opgivet sin familie og sit arbejde, som søger kvinden, der fremtræder sikker og elegant. Han insisterer på at få hendes opmærksomhed og interesse. Igen ender parret i mandens hotelværelse. Replikkerne er afbrudte og fragmentariske; men spillet forekommer alligevel som en stærk manifestation af kærlighedens væsen. Det har været opført på en række europæiske scener.

Spillet er blevet sammenlignet med Becketts skuespil, og det kan jeg godt se pointen i.

En flot eksempel på sprogets virkemidler selv som knapt og fragmenteret.

Read the full assessment