Billedbog til højtlæsning for børn i alderen 3-6 år om det at gå i børnehave og om de konflikter, pigerne kan havne i.
Bogen er skrevet af Line Kyed Knudsen, der har skrevet rigtig mange børnebøger. Denne er hendes første billedbog, illustreret af Charlotte Pardi. I denne "Viola og veninderne" er Viola rigtig glad for at gå i børnehave, men nogen gange er det svært, når man gerne vil være med i legen, men bliver holdt udenfor. Så kan man godt komme til at gøre noget dumt og så bliver det rigtig svært at være en god ven. Bagerst i bogen er der forslag til dialogisk læsning og gode råd om venskab. Forsiden viser Viola, der kigger hen på 2 andre piger, der gynger sammen. Bagsiden fortæller kort om indhold.
Billedbog der både i tekst og streg rammer præcis det, det tit handler om for både store og små piger, at være en del af et pigefællesskab og nogle gange blive lukket ude af det og hvordan tackler man så det. Illustrationerne har en lidt skæv, karikeret streg, men viser tydeligt pigernes vrede, glæde, usikkerhed og frustration, så man som læser ikke er i tvivl om, hvor man er rent følelsesmæssigt.
Er ikke stødt på lignende billedbog til samme aldersgruppe, der rammer så præcist ned i pigernes konfliktfyldte legeverden. Men i Petunia - en rigtig dum dag handler det også om, at en af pigerne ikke må være med i den andens hemmelige klub.