Med sit valg af titel har den kendte amerikanske forfatter og psykolog villet understrege, at han ikke beskæftiger sig med magi som illusion, men med de små eller store glimt af evigheden mennesker får, når de lykkes med deres liv. Altså kommer på deres rette hylde og derved opfylder en bestemmelse, som han efter nogen tøven udnævner til at være guddommelig. Derfor er en af de vigtigste forudsætninger, man som læser skal antage for at få det fulde udbytte af bogen, at man ikke tror, at man er bestemt af arv eller miljø, men er et led i en større guddommelig plan. Hvordan man kommer på sporet af sin bestemmelse, anviser forfatteren med sin sædvanlige optimistiske og opstemte retorik i otte letlæste kapitler, der rummer både teori og praksis. Vigtigste referenceramme er hans eget liv og de mange eksempler, han møder som psykoterapeut og foredragsholder. Bogen udkom første gang på dansk i 1993 med nøjagtig samme tekst.