Vølvens forbandelse, 2009 er en vaskeægte børnefilm, hvor et søskendepar via en tidsmaskine er vidne til nogle af danmarkshistoriens dramatiske højdepunkter. Filmen vil frem for alt underholde og henvender sig derfor bredt til de lidt halvstore børn, men den kan også bruges pædagogisk som en appetitvækker til et nærmere kig på vores spændende fortid.
Benedict Frederiksen er født i 936, men på grund af en frygtelig forbandelse, har han fået evigt liv og medfølgende ensomhed. Benedict har derfor anno 2009 konstrueret en tidsmaskine, som kan sende et menneske tilbage i tiden for at finde det kors, som kan udfri den plagede mand. Og knægten Valdemar kommer lige til pas og siger ja til opgaven mod en dusør. Valdemar har nemlig lige smadret fars dyre bil, men det er en streg i regningen, at lillesøster Sille tager med til fortiden.
TV2's banebrydende julekalender, Jesus & Josefine, opererer med tidsrejser, og karakteren Josefine fortsatte den spændende omend lettere farlige spøg i Oskar & Josefine. Men børn på farlig mission kan også ses i filmserien Tempelriddernes skat, og egentlig er Vølvens forbandelse en moderne, filmisk udgave af forne tiders Ota-bøger, der også brugte danmarkshistorien som effektiv underholdning.
Filmen fungerer på egne præmisser og udnytter fint spændingen i både nutid (reparationen af fars bil) og fortid (missionen med at finde korset). De historiske afsnit er dog udpræget low budget og derfor uden den nødvendige autenticitet.