Romanen, som er forfatterens første på dansk, handler om Kittys opvækst sammen med sin excentriske og smukke mor, der har et stort hjerte men desværre også et stort forbrug af stimulanser i form af religion, fester, alkohol, stoffer og mænd. Henvender sig til lånere, der læser barndomsskildringer.
Kitty bor i New York, er lykkelig gift og gravid med sit første barn, da hun ringes op midt om natten af sin søster. Noget er galt med deres mor. Kitty rejser til England og parallelt fortælles historien om hendes omskiftelige barndom. Først trygt og godt i et engelsk countryhus sammen med bedsteforældrene, de små søskende, mostre og moderen. Men idyllen brister, da Kittys smukke rastløse og søgende mor beslutter sig for at følge sin gurus råd om at flytte til New York. Trods protester kommer Kitty på en engelsk pigekostskole, hvor hun udsættes for kammeraternes plageri. Dernæst en omskiftelig tilværelse: i New York, i guruens ashram og tilbage til England. Originaltitlen er Playing with the grown-ups, og Kitty, som nu er 15 år, kaster sig ud i voksenlivet med samme glubende og farlige appetit som moderen, men er det et liv for Kitty? End of story. Forsiden minder om en ung piges poesibog med små guldsommerfugle, alfevæsner og lyserød skrift.
I fx Jadekatten og Åndernes hus fortælles om stærke og farverige familiers stærke indflydelse i barndommen.
Letlæst skildring af Kittys barndom, hvor hendes mors søgen efter identitet ikke er omkostningsfri for Kitty.