Vorherres tørre finger

Hilmar Wulffs nye bog - en lille roman eller stor novelle - er i slægt med hans Færgemandens hus (BV 1962 side 585). Som den nærmest en charmerende bagatel. Det er en ægte og lystig folkelivsskildring af beboerne på en lollandsk halvø, populært kaldet som bogens titel. De bruger havet, de fører et blomstrende sprog, de lever karskt og længe, blodomløbet holdes raskt og svulmende af den dog efterhånden noget dyre brændevin, Vorherre er med i deres hverdag, »ham skulle regeringen nok holde sig fra at lave dyrtid på«. Hovedpersonen er den 100-årige Mads Stenbidder, der gør sit lange liv op ved 6 store gravøl i sit sidste tiår. Han når at se den nye tid, velfærdsstaten med dens bådmotorer og jetjagere og radioaktivt drikkevand, og han får endog glæde af folkepensionen og batteriradioen, før han betakker sig og pr. sejl stævner ud pa sin sidste rejse i en kiste, han en menneskealder har plejet og forbedret. En lille god ting for alle biblioteker, berettet over fyldte glas, før visamler kræfterne.

Read the full assessment