Fortræffeligt kildebaseret værk om Waffen-SS før, under og efter krigen. For læsere af militærvæsen og almindeligt interesserede læsere af 2. verdenskrig, samt studerende og forskere.
Waffen-SS var den militære gren af nazi-organisationen Schutzstaffel (SS). Værket skildrer begyndelsen i 1920'erne og sammenhængen mellem ideologiske skoling og det interne rets- og straffesystem. Waffen-SS, der i løbet af 1941-42 udviklede sig fra en tysk til en multietnisk massehær, spillede også en afgørende rolle i udryddelseskrigen på Østfronten. Værket analyserer også Waffen-SS' evner på slagmarken, og viser hvordan de overlevende veteraner efter krigen ihærdigt forsøgte at tegne et billede af sig selv som ganske almindelige soldater, skønt mange af dem blev dømt som krigsforbrydere. Værket inddrager arkivmateriale fra en række lande, herunder også nye kilder, hvilket har gjort det muligt også at beskrive de lavere niveauer i Waffen-SS, herunder bl.a. livet ved fronten, virksomhedskulturen og ånden i enhederne. Med ca. 100 siders noter og 60 siders litteraturliste.
En ekstrem velfortalt skildring, der ikke er én side for lang. Forfatterne får overbevisende taget afstand fra fascinationslitteraturen og sat en fed streg under, at Waffen-SS ikke kan betragtes som et rent militært fænomen, løsrevet fra nazismen og holocaust.
Forfatterne har tidligere udgivet Under hagekors og Dannebrog, men nærværende bog er den mest omfattende samlede historie om Waffen-SS.