Henvendt til kvinder, der søger inspiration til og konkrete anvisninger på, hvordan selvværdet styrkes, så hver morgen startes med et WAUW i stedet for et ØV.
Indledningsvis præsenteres begge forfattere med oplysninger om uddannelse, yndlingsmand- og kvinde, børn, rollemodeller, favoritbøger osv. Coach og foredragsholder Gitte Koldtoft og Pernille Aalund kender hinanden gennem månedsmagasinet Q og har sammen skrevet en personlig bog, som ud fra egne erfaringer, tanker og oplevelser kan give andre kvinder redskaber til at skabe sig et mere tilfredsstillende liv. Indeholder kapitler om vægttab, anvisninger i at nå sit mål, styrke selvværdet, overvinde frygten for forandringer, udnytte energien på en konstruktiv måde, få et blomstrende kærlighedsliv, elske arbejdet og skabe en overflodsmentalitet. Bogen byder på forfatternes personlige historier, små coachingøvelser, mange citater, et par opskrifter og plads til at nedfælde egne tanker, ønsker og mål. Bogen er letlæst, let at finde rundt i, farvestrålende og skrevet i direkte tale til DIG.
Minder i sprog og stil meget om Pernille Aalunds andre selvhjælpsbøger og vil tiltale samme lånergruppe som læser fx Mia Törnblom, Louise Hay, Wayne Dyer, Deepak Chopra og Barbara Berger.
Letlæst begynderbog for kvinder, der ønsker starthjælp til at skabe sig et bedre liv. Indeholder ikke noget nyt og epokegørende, men den kulørte indpakning og det opmuntrende sprog skal nok skaffe bogen mange udlån.