Willys fars bil

Med titler som Knud, Otto og Carmen Rosita, Hvor regnbuen ender, Når snerlen blomstrer og titelnovellen fra den samling, som også Willys fars bil indgår i, Det forkerte barn, betegner årene 1981-83 en Bjarne Reuter-guldalder, der spænder over erindringen, poesien og humoren, de bærende søjler i forfatterskabet. Humoren i Willys fars bil er ren slap-stick, ren Gøg og Gokke, et orgie i destruktion, med den normale 9-årige Max som iagttager og beskriver, men også, så længe det står på, som aktiv deltager, men med normalitetens perspektiv i behold. Det er stadig morsomt, og historien kan bære en renæssance som oplæsningsclou i 3.-5. klasse. Ligesom i andre gode fortællinger, fx Hjalmars nye hat (1997)af Louis Jensen, genskaber Palle Bregnhøis illustrationer univers, personer og handling overbevisende i klare, lyse farver og en karakteristisk, genkendelig streg Men Bjarne Reuters ord danner lige så vel billederne i sig selv, så den gamle novellesamling fra 1982 kan sagtens genbruges – inklusive de øvrige noveller!.

Read the full assessment

Historien udkom første gang i novellesamlingen Det forkerte barn 1982. Uden at ændre på indholdet har forfatteren nyskrevet den i denne udgivelse, der udstyrsmæssigt ligner en billedbog med megen tekst. Men den sære, underlige og rablende historie, der fungerer flot inden for sine egne rammer, er til højtlæsning fra 7 år og i øvrigt uden nogen aldersmæssig overgrænse. At bogen ligner en billedbog, vil desværre afskrække de fleste større børn. Max's bedste ven er Willy. Willy er lidt usædvanlig, og hans far er urovækkende mærkelig og uklar. Han virker stresset, har lynende travlt, tror toilettet er hans arbejdsværelse, glemmer Max's navn igen og igen. Han beder drengene vaske bilen. Willy går voldsomt til værks, så der er ikke megen bil tilbage, da de er færdige. Max fortæller historien i et billedrigt og nøgternt sprog, der står i kontrast til den rablende skøre far og drengenes foruroligende bilvask. Historien efterlader læseren med uro og forundring. Palle Bregnhøi, der tegner i sin velkendte streg, har i sine farveillustrationer ramt tekstens foruroligende atmosfære flot, og han er med til at understrege den yderligere. I farvevalg er blå nuancer dominerende. Farveforsiden viser, at bogen handler om en ikke helt almindelig bilvask.

Read the full assessment