Det er feminine værdier, som bærer hele denne hesteserie, som nu er udkommet i anden udgave. Alison opnår noget, som alle hestepiger drømmer om. Hun redder et svageligt føl og knytter igennem den omhyggelige omsorg særlige bånd til hesten, som gør, at hun også er i stand til at træne den frem til at vinde et stort galopderby. I sin omgang med hesten benytter hun følsomhed og kærlighed som modsætning til den traditionelle træning på det store galopstutteri, hvor hendes forældre må arbejde efter en konkurs. Vel er det en triviserie, men den er nu ikke dårlig. Selv et garvet hestemenneske som mig kunne ikke sige mig fri for at blive revet med af Alisons entusiasme og kærlighed til heste. Hun må også kæmpe på mange fronter for at redde det føl, skolen skal passes, stedets ejer og hans hånlige søn tænker mest i penge, brutale trænere vil have deres vilje osv. Men hun får også støtte af familien, venner og en lidt studs pensioneret træner. Bøgerne er i billigbogsudstyr med en tæt, gnidret skrift på loddent papir og appellerende forsider i stil med ugebladsnoveller. Vi har ikke haft serien på mit bibliotek, så jeg ved ikke, hvordan den gamle udgave ser ud. Men jeg ved, at serien altid har været højt elsket af godt læsende hestepiger fra 11 år.