Om jagten på kærligheden, og om at punktere illusionerne om det lykkelige liv handler forfatterens nye roman, der som den foregående Englen, dværgen og ulven (1995) tager afsæt i generationen omkring de 30. Kompositorisk bygges romanen op omkring 2 historier, der tilsyneladende er uden indbyrdes sammenhæng, men som - lidt kunstigt - flettes ind i hinanden. På Wonderland station i USA mødes 2 danskere på vej hjem til Danmark: den unge fotograf Vanessa på vej væk fra sit vaneægteskab og den ældre, mystiske, hvidklædte hippie Mr. Pole på vej hjem til en særlig mission. For at fordrive ventetiden fortæller de hinanden deres fængende og lidet flatterende livs- og kærlighedshistorie: Vanessa om sin oplevelse af at være tilskuer til livet, sit fornuftsægteskab og sin hensygnende fotografkarriere. Mr. Pole der også bare hedder Poul og er lærer, beretter om sin store kærlighed til den næsten overjordisk smukke og gavmilde Eva - og om forholdets forlis. Mr. Pole har en skyld at sone i hvilken Vanessa spiller en rolle. Om netop denne forbindelse og Mr. P.'s guddommelige optræden opleves meningsfuld og helt vellykket kan diskuteres, men ellers rummer bogen mange fine og tidstypiske iagttagelser, som et yngre publikum vil sætte pris på.