Xbox 360. Strategispil. Især til nostalgikere og dem der foretrækker et mere casual stategispil. PEGI er 12 med ikoner for vold og dårligt sprog, men det er dog stærkt overdrevet og spillet kan nemt magtes af yngre gamere.
Turbaseret strategispil hvor man med et hold af orme og et stort arsenal af mere eller mindre opfindsomme våben bekæmper de(t) udfordrende hold. Det foregår på en overskuelig 2D-bane som man kan zoome ud og ind på. Kan spilles alene, mod den kunstige intelligens eller multiplayer - on- eller offline. Tonen er humoristisk og det lyder fjollet, men det kræver alligevel at man tænker sig om, og når man spiller mod én bliver man hurtigt grebet. Singleplayer er ikke så sjovt. Der er mulighed for selv at vælge navne til ormene, sprog (inkl. en lang række fjollesprog), bane etc. Indeholder Worms revolution og Worms 2: armageddon og 5 udvidelsespakker som bl.a. tilgængeliggør flere våbentyper. Gameplay er stort set ens, men Revolution er på engelsk og Armageddon på dansk. Grafikken er fin, især i førstnævnte. Det krævede dog 3 opdateringer før jeg var klar til at spille.
Worms 3D udkom i 2003 til den første Xbox. Desuden findes der flere andre Worms spil - specielt til pc, men også ps og ps2 rundt om på landets biblioteker. Worms collection som indeholder Armageddon og 2 andre spil udkom i 2012.
Et forbavsende underholdende spil som dog nok kræver, at man kender og/eller er fan af forgængerne, da coveret er ret intetsigende og konceptet mildest talt lyder fjollet.