"På Years To Burn er det anden gang, [Calexico og Sam Beam alias Iron & Wine] slår pjalterne sammen. Hvor Sam Beam skrev alle sangene til deres 2005-ep In the Reins, er arbejdsfordelingen denne gang ligeligt delt. Men det er ikke meget, der mærkes til Joey Burns' og John Convertinos aftryk ... Calexicos normalt vindblæste og knastøre desert noir-lyd, hvor der både hentes fra tex mex, mariachi og cajun er som borte med blæsten ... Years to Burn er som en lidt for hyggelig sammenkomst i sofahjørnet, hvor både Calexico og Iron & Wine læner sig lidt for meget tilbage".