You're dead

"Jazz, rockfusion og hiphop blandes med imponerende snilde i Flying Lotus' elektroniske, kompromisløse smeltedigel. Det her er for undertegnede hans bedste albumudgivelse til dato. Produktionerne er fulde af elementer, som bare ikke burde passe sammen, men som styres med snorlige præcision. Fra baglænds spillede guitarakkorder i regnvejr, over hidsig jazzfusion klippet hensynsløst i stykker, til Snoop Dogg, som pludselig dukker op i 20 sekunder på Dead Man's Tetris".

"Død og musik har haft sin faste gang i 31-årige Ellisons liv, og nu smelter han dem sammen på sit femte album under navnet Flying Lotus. Her er passager, der gennemlyses af kosmisk stråling, men modsat familiehymnen går lydtroldmanden Ellison anderledes vildt og radikalt til værks for at komme derhen. Og bagefter er han ikke på vej hjem, men i et karneval af vilde manga-tegninger, dybe tanker og uregerlige beats på vej videre ... Stakåndede saxofoner farer frem, og elektriske guitarer slår krøller på den lineære fortælling. Før albummet midtvejs slår om, sænker tempoet, retter baslinjerne ud og finder skønhed i den udflydende psykedelia, der til sidst opløser dødsforestillingerne i lydenes stjernestøv. Sofistikeret kan man sige, at Flying Lotus' musik har en kinetisk energi. Man kan også bare sige, at det er forrykt. Forrygende, men helt sikkert forrykt".

Read review

"Los Angeles-produceren med det borgerlige navn Steven Ellison har på sit fjerde album, »You're Dead!«, lavet et decideret konceptalbum om ja, døden, hvor han efter spredte tilløb kaster sig helhjertet ud i en heftigt opklippet omgang fusionsjazz fuld af dyre akkorder, sydende trommer og lynende hurtige løb på den båndløse bas ... Det meste har karakter af små vignetter, snarere end egentlige numre, hvorfor det også er de få vokal-assisterede tracks som »Never Catch Me« med en ildspyende Kendrick Lamar, der ender som albummets mest mindeværdige stunder. Overordnet er der dog tale om en vilter og besnærende lytteoplevelse. Rastløs og modigt tænkt".

Read review

"De 19 numre på 38 minutter er ofte ufuldendte indslag, hvilket medvirker til at give albummet en samlet struktur, men også hindrer de enkelte numre i at stå frem for sig selv. I sin helhed er det dog et ambitiøst, idérigt og vellykket produkt, der demonstrerer, at titlen i hvert fald ikke gælder for hiphop, der her får en sjælden fusion".

Read review