Billedbog for børn fra godt 2 år om at sove, eller udsættelsen af sengetid. Forside passer til indhold.
Zeki er en frisk dreng, også da hans far siger, at det er sengetid. Han vil hellere lege. Der er en række ritualer de skal igennem, Zekis nattøj er væk, og læseren kan hjælpe med at finde det i opslaget. Da Zeki er klar til sengen, skal de også lige læse godnathistorie "Dyrenes store, søvnige godnatbog" bl.a. om den lille søde abe, der også skal sove. Vi får en stor del af den historie, og inden historien om den lille abe er slut, sover Zeki også. Illustrationerne er i en humoristisk, dynamisk streg med heldækkende klare farver. Figurerne er tegnet med konturstregerne, og baggrundene er hvide. Aberne i godnathistorien i bogen, vi ser, er uden konturstreger og hvide baggrunde. Abe-historien fortæller bl.a. hvorfor det er vigtigt at sove, så man er frisk til at komme i abebørnehaven næste morgen. Der bruges dialog og beskrivelser i såvel ramme- som abehistorien. Forfatter og illustrator kendes for flere titler for børn, bl.a. en færdselsbog.
Vi har en del bøger om sengetid og ritualer ved sengetid, fx som Lila Prap Min far, der også berører far-søn forholdet, som denne.
Kvalitetsmæssigt placerer denne sig vel lige over midten i den bedre halvdel. Den kan supplere vore samlinger med billedbøger om emnet; sengetid og tilhørende ritualer med en far-søn vinkel.