Zobel-familien er godt stof i sladderbladene, og særligt Rigmor kunne nok godt undvære de sidste par års omtale. Bogen har bred appel til både erhvervs- og biografilæsere, men søger man efter sladder i bedste Se & Hør-stil, bliver man nok lidt skuffet.
Kommunikationsrådgiver og tidligere melodi grand prix vinder Michael Teschl (f. 1971), har tidligere skrevet en rost biografi om Færch-familien (2008). Med sin nye bog fortsætter han i samme spor med et portræt af Danmarks vel mest kendte erhvervsdynasti. Hos Zobel-klanen finder man ikke de samme bitre interne fjendskaber som hos Færch- familien, men det er alligevel en meget farverig beretning. Fokus er på Peter Zobel, men vi får også præsenteret generationerne før og efter. Det er en historie om pligtfølelse, succes i erhvervslivet, faderens utroskab, de mange kvinder, men også om tab og hvordan man kommer videre (Peters første kone Annika og mor til tre, døde ved en trafikulykke i en ung alder). Det er en velskrevet og sober bog, af og til måske lidt for pæn og loyal overfor emnet, men vi får stadig serveret et par gedigne overraskelser. Portrættet bygger bl.a. på artikler og samtaler med venner og familien, men Peter Zobel har valgt ikke at medvirke direkte. Han har dog rettet bogen for faktuelle fejl, og heri kan man vel tolke, at han har godkendt indholdet.
Udover Mogens Rubensteins Zobels liv, 1995, findes der ikke andet om familien.
Letlæselig og fascinerende erhvervsbiografi der nok skal få en del udlån.