Zoes ekko er en spændende og medrivende ungdomsbog for unge fra 14 år. Den populære forfatter og en fængende forside gør, at bogen vil sælge sig selv til målgruppen.
Zoes ekko handler om den 15-årige pige, Ekko, hvis storesøster (Zoe) er blevet myrdet. Ekko beskriver fint tomheden efter Zoes død, familien der ikke rigtig kan finde sammen længere og omgivelserne, der ikke ved, hvordan de skal reagere. Ekko får Zoes dagbog af Zoes tidligere kæreste, Marc. Bogens handling skifter mellem nutid og brudstykker fra Zoes dagbog. Via dagbogen lærer Ekko sin afdøde søster bedre at kende, og hun finder også frem til deltaljer omkring Zoes død. Udover temaet om den afdøde søsters liv, giver bogen også en fin skildring af skoleliv, venskaber og kærlighed. Forfatteren Alyson Noël er kendt for ungdomsserierne De udødelige, Soul Seekers og Riley Bloom. Denne bog er ikke overnaturlig, som forfatterens øvrige bøger. Bogens titel er tvetydig og kan både hentyde til, hvor tæt de 2 søstre var og til dagbogen, som bliver Zoes eftermæle.
I serien Lying game af Sara Shepard afdækker en søster også langsomt sin døde søsters liv, på spændende vis.
Zoes ekko vil have et stort publikum blandt unge, og bogen er både gribende, spændende, dramatisk og romantisk.