Tegneserie om zombien Lars, der flytter til Bækkebakken, hvor man ikke kan lide fremmede. Heldigvis er Lars ikke den eneste, som er anderledes. Bogen bygger på en populær tv-serie med samme navn, sendt på DR Ultra, og dette bind 1 følger de første 6 afsnit. Til børn fra 8 år.
Lars er levende ulevende - også kaldet zombie. Lars og hans mor flytter til Bækkebakken, hvor han starter på skolen som den eneste zombie. Skolens inspektør er ikke glad for Lars, og klassen tager heller ikke godt imod ham, men heldigvis finder Lars tre venner, som accepterer ham: Robert, der synes at alt anderledes er spændende, Anna, der er ninja og Tess, der er heks. Der er mange modstandere i byen, som mødes i FMAF (Folkeaktion Mod Alt Fremmed), og de vil jage Lars ud af byen. Da Lars ser på internettet, at der er flere zombier i Detroit, ønsker han at flytte derover. Heldigvis får han besøg af Frederik, som også er zombie, og sammen med Frederik og hans nye venner, falder Lars til i Bækkebakken. Tegneserien har traditionel billedopbygning med flere små rubrikker på hver side, og er illustreret af Kim W. Andersson, som kendes fra tegneserien Alena.
Fin fortælling om at være anderledes og alligevel finde venner. Både emnet og formatet er populære, og kombinationen af zombier i en tegneserie skal nok blive godt modtaget. Tegningerne er flotte og meget stemningsfulde.
Nicole Boyle Rødtnes har skrevet flere bøger med zombier, fx Sort blod.