Spillet er et ikke voldeligt eventyrspil for børn. Det overordnede formål er at træne udvikling og helhedsforståelse, samt indlære brug af mus - via spil og underholdning at snige indlæring ind på rygmarven.'Edutainment'. Grafikken er flot og farvestrålende. Fire danske skuespillere lægger stemmer til figurerne. Dog fandt jeg det noget plagsomt at lytte til 'Thomasś' læspende snak. Inden man starter Tvillinger i nød, vælger man sin tvillingeidentitet - Maria eller Thomas. Snart bortføres den ene tvilling af et par troldetvillinger, der ikke tåler andre tvillinge i den del af skoven. De efterlader et spor af uorden og kaos i deres spor. Spilleren skal nu gennem en række opgaver og hjælpere befri sin makker. Ved hjælp af en tryllering er der adgang til en række eventyrlige verdener. Der skal farves, ryddes op, sorteres, peges, huskes lyde m.m. for at komme gennem spillet, der kan afbrydes og gemmes. De mange opgaver bliver desværre lidt monotone. Der er ingen muligheder for at vælge niveau eller sværhedsgrad. Brugerne er børn op til ca. 12 år, der i løbet af et par timer oplever lidt harmløs underholdning. Jeg finder ikke, spillet har nogen undervisningsmæssig relevans i folkeskolen. Udmærket i folkebibliotekets børneafdeling og til hjemlån.