Mødet med denne fint fordanskede og betjeningsnemme børneedutainment-cd var en udelt positiv oplevelse. Peddersen og Findus i værkstedet bevarer bøgernes fine atmosfære. Hertil byder produktet på et aldersfleksibelt og usædvanlig varieret gameplay, som i samspil med en udmærket grafik garanterer mange timers underholdning for de 4-10 årige. Selv om der læses to korte historier op, ligger hovedvægten på edutainmentdelen. I Peddersens rodede ungkarleværksted er det hyggeligt og spændende at gå på opdagelse. De originalt opsatte regneopgaver kan ikke mestres af de mindste, men disse vil som resten af målgruppen til gengæld kunne hente masser af underholdning i cdéns utallige andre velfungerende opgaver og småspil. Løsningerne belønnes med gyldne fjer og andre skatte, som gemmes i en bevogtet kiste. Blandt de mange muligheder kan nævnes: bygning af sæbekassebiler efter fleksibelt koncept, hjemmelavede melodier, hvis sammensætning af værktøjslyde og grisegrynt sikkert vil tage kegler hos målgruppen, og dertil en spændende konstruktion af Storm P-inspirerede maskiner med tandhjul og trisser. Balancen mellem pædagogik og underholdning er overalt til stede, og der gives et fint spillerum for kreativitet og fantasi. Meget velegnet til såvel udlån som præsensbrug.