En lille og lidt primitivt udstyret havebog, der kort fortæller om jordbærret som kulturplante og om dyrkning af jordbær i Danmark før, nu og i fremtiden. Forfatteren er en ivrig fortaler for gode danskproducerede bær, og med en baggrund som mangeårig hobbyavler omtaler han et antal egnede jordbærsorter til danske forhold og beskriver grundigt forskellige dyrkningsmetoder - både traditionelle og økologiske - henvendt til såvel den halvprofessionelle avler som til den helt almindelige haveejer. Vil man dyrke jordbær, finder man udmærkede dyrkningsvejledninger i de fleste køkkenhavebøger, ligesom der er en stor tidsskriftslitteratur på det professionelle plan om emnet. Denne eneste nyere monografi på dansk om jordbærdyrkning samler imidlertid en stor viden på ét sted og vil især med sin omtale af velegnede og nye jordbærsorter interessere alle seriøse havefolk og bæravlere, der vil have succes med det lunefulde og eftertragtede bær.