Kunstinteresserede og især dem med en særlig interesse for fugle er bogens lidt smalle målgruppe, der kan udvides med besøgende på den aktuelle udstilling "I'm like a bird" på Johannes Larsen-museet i Kerteminde samt interesserede i flotte og specielle bogudgivelser.
Lisbeth Bank er kunstneren bag bogen og dens illustrationer, der er kunstnerisk fabulerende og besnærende billeder af 10 fugle fra den klassiske Fugle i farver, som denne nye bog ligner i sin grafiske opsætning og sin lærredsindbinding. Hun har fået udgivet bogen i forbindelse med deltagelse i den nævnte udstilling. Desuden rummer bogen 2 andre poetiske elementer i parallel dansk og engelsk tekst. Dels et poetisk forord skrevet af ornitolog og fugletegner Carl Christian Tofte om fuglebøger og det at studere fugle og dels lyriske og associative absolut ikke-ornitologiske beskrivelser af fuglene i bogen, skrevet af Ida Marie Hede. Begge dele fantastiske og fantasifulde tekster, der matcher de flotte billeder, der dog ville have stået endnu flottere i større udgave, men så ville bogen ikke ligne inspirationsbogen.
Bogen ligner ikke andre (kunst)bøger, men primært i sin form kun tidlige udgaver af Fugle i farver, og Tofte karakteriserer også bogen som et kunstværk, der snævert refererer til fuglebogens form.
Bogen er en kunstnerisk inspiration med udgangspunkt i en tidligere formidling af viden om fugle, og det er der kommet en interessant kunstbog ud af i både illustrationer og tekster - en både smal og flot bog.