Titlen dækker meget præcis indholdet, og bogen vil tiltale samme brede publikum, som lod sig fascinere af fotografen Yann Arthus-Bertrands mageløse billeder af jorden set fra himlen, selv om der her er mere på spil end ren æstetik.
De 100 steder fordeler sig over hele kloden og er kendetegnet ved at kunne blive voldsomt påvirkede af de globale klimaændringer. Hvert sted, af FN's klimapanel omtalt som særligt truede, vises på et stort farvebillede med en kort tekst, der karakteriserer stedet såvel historisk som landskabsmæssigt og med en uddybning af, hvad der kan ske ved fx temperatur- eller vandstandsstigning. Et par kendte klima-ambassadører, som Connie Nielsen og Desmond Tuto bidrager med tanker om, hvad man selv kan gøre. Derudover er der indlæg fra en række klimaeksperter. Glæden ved klodens mangfoldighed bliver således ledsaget af en velment løfter pegepinger. Billederne, der er taget af førende internationale fotografer er æstetisk meget flotte og variationen er stor. Fra det danske vadehav over Timbuktu i Mali til australske Great Barrier Reef.
Bogen kan bedst sammenlignes med samme teams Jorden set fra himlen, 2007, og bliver som den også vist som udendørsudstilling bl.a. under det kommende klimatopmøde.
En meget smuk fotobog, der viser byer, landskaber og havmiljø fra hele verden, ledsaget af korte, men videnskabeligt funderede tekster om konsekvenser af klimaændringer.