Kristent funderet selvhjælpsbog til vordende ægtepar og nygifte om ægteskabets udfordringer og potentialer.
Med denne bog ønsker forfatteren at hjælpe par til at realisere det lykkelige ægteskab gennem samtaler om alt det, man ikke kan forestille sig, når man i forelskelsens rus beslutter at tilbringe resten af livet sammen. I bogens 12 kapitler kommer han ind på aspekter som seksualitet, skænderier, tilgivelse, rengøring, økonomi og åndelighed. Grundsynet er kristent, og det religiøse indgår helt naturligt i snakken om parforholdets genvordigheder. Alle kapitler rundes af med et "snak det igennem" afsnit, hvor forfatteren lister en række konkrete spørgsmål til parret. Sidst i bogen findes yderligere spørgsmål, der kan danne grundlag for en snak om værdier parret imellem. Forfatteren har tidligere skrevet bogen Kærlighedens fem sprog, der redegør for fem måder, par kan modtage og udtrykke kærlighed på.
Bogen er skrevet til et amerikansk publikum og virker på en dansk læser konservativ og gammeldags i synet på parforhold, kønsroller og seksualitet. Som et eksempel kan nævnes problematiseringen af en seksuel fortid og førægteskabelig sex. Der er udmærkede pointer i bogen, men hovedindtrykket er banalt og ude af trit med dansk virkelighed.
Et mere nuanceret og seriøst bud til målgruppen er Charlotte Fruergårds Det handler om kærlighed.