I 1917 fyldte kunstneren Johannes Larsen 50 år, og sammen med sin hustru indbød han et væld af kunstnere og forfattere til sit hjem det meste af sommeren, hvor man diskuterede kunst, politik og litteratur. Meget interessant for alle, der skal læse om kunst og kultur fra denne periode.
Johannes Larsen-museet i Kerteminde har åbnet en ny tværfaglig udstilling, der beskriver det åbne og frisindede kunstnermiljø omkring malerne Fritz Syberg og Johannes Larsen. Johannes Larsens store kunstnerhjem var et samlingssted for andre kunstnere og forfattere, der ofte tog ophold her i ugevis, hvor tidens store kunstspørgsmål blev drøftet. I 1917 lå Danmark i ly for stormagternes krig i Europa, og det betød samtidig stor velstand og rigdom pga. den store eksport af fødevarer. Det dryppede også på kunstnerne, der kunne sælge til gode priser. Dette kunstmiljø skildres i bogen, der også indeholder mange illustrationer og uddrag fra kunsttidsskriftet "Klingen".
Et rigtig interessant komponeret udstillingskatalog, der gennem kunst og essays giver et billede af samtidens selvforståelse. Smukke farvegengivelser og velskrevne artikler gør bogen meget anvendelig for litteratur- og kunststuderende.
Museumsinspektør Erland Porsmose har skrevet om kunstnerkolonien i Kerteminde i fx Du danske sommer fynbomalerne og de jyske forfattere i samklang.