"Lige så fortryllende Kate Bush kan være, når hun demonstrativt bryder popsangens skabelon ned til summende, dunkle visioner, lige så melodisk mesterlig er hun samtidig i den mere rene sangskrivning ... Og så er der teksterne. Teksterne, mand! Vi hvirvler søgende mod jorden, snemandens hånd smelter i pigens, yetien er på drabelig flugt langs det tibetanske plateau, en kærlighedsfortælling sprænger tidens rammer, og vi tælles ned gennem de 49 andre ord for sne. En sang af Kate Bush kan stadig være et mysterium, et bibliotek af drømme, en moderne fabel eller et hallucinerende nedslag i Lake Tahoe. Som en slyngplantes forgrenede rødder væver teksterne sig ned i den musikalske muld og medskaber den slags sange, der ikke er til at afkode dybden af ved et enkelt lyt. Men giver man sig først hen, er ørerne ikke helt de samme bagefter".