Glitter, pangfarver og et virvar af ting og sager, hvori der skal findes 501 bestemte genstande og figurer. Sådan kan man beskrive de to findebøger, der udkommer i en lyserød og en blå udgave henvendt til piger og drenge. Sværhedsgraden matcher 2-5-årige.
I den lyserøde udgave af "501 ting at finde!" præsenteres vi for veninderne, Ella og Freja, der elsker at gå på opdagelse sammen. På hvert opslag skal man finde veninderne, når de er på legeplads og skovtur, til prinsessebal, i havfruelagunen, hos blomsterfeerne, osv. Derudover skal man finde andre ting på tegningerne i myldret af nuttede dyr, mennesker og skønne ting. I den blå udgave møder vi vennerne Karl og Frede, der også tager på opdagelse sammen forskellige steder som akvariet, dinosaurparken, i junglen, i en fjern fremtid, osv. Her skal man også kigge efter drengene og andre ting. Der er ekstra opgaver bagerst i begge bøger.
Bøgerne har et meget opsigtsvækkende og appetitligt ydre og vil helt sikkert tiltrække små, nysgerrige børn af begge køn. Det er nogle sjove verdener, man får indblik i, og opgaverne er lette at gå til. Det er overskueligt at navigere i, selvom der er masser af gang i den på de sprælske tegninger.
Der findes mange fine findebøger for målgruppen. En af dem, der minder om disse, er fx Kig & find i Felandet også fra Karrusel forlag.