En frisk opsang til et dansk kulturliv der er præget af stilstand og traditionalisme efter forfatterens mening. Lasse Marker er vært på P1 programmet Kulturknuserne, og han henvender sig til alle, der interesserer sig for kultur, og hvad der skal blive af den.
Så snart man begynder at røre ved noget i dansk kulturliv, går det galt. Området er uden visioner, og politikerne har berøringsangst overfor det. Lasse Marker fremhæver fx Uffe Elbæks korte tid som kulturminister. Derefter kom Marianne Jelved, et absolut traditionelt bud. Biblioteker nedlægges på stribe, og samtidig lanceres en læsekampagne for at få folk til at læse mere, hvor er visionen? Forfatteren mener, at Folketingets kulturudvalg er blevet administratorer af det bestående, der er simpelthen ikke sket noget nyt siden Bomholt i 1961 sagde, at kulturen skulle ud til alle. Lasse Marker er uddannet i statskundskab og har en lidt anden tilgang til kulturen, end mange af de kulturuddannede. Han er redaktør på DOXA-Danmarks kritiske kulturmagasin.
Den lille bog er et vredt spark især til politikerne, tingene er sat på spidsen, men ikke desto mindre er der mange sandheder i forfatterens synspunkter. Bør især læses af Folketingets kulturudvalg, måske kunne den sætte gang i en tiltrængt debat.
Direktør Christian Have og Uffe Elbæk har rejst en tilsvarende debat på altinget.dk, her efterlyser de også kulturen på den politiske dagsorden.