Overdådigt udstyret værk om Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling, der udgør en uvurderlig kilde til oplysning om den nordiske middelalders sprog, litteratur og historie. Værket vil begejstre alle med interesse heri.
Værket udgives i anledning af 350-året for den islandske håndskriftsamler Arne Magnussons (1633-1730) fødsel. Han dedikerede sit liv til opsporing og indsamling af håndskrifter og andre kilder til Islands historie og litteratur. Ved sin død i 1730 testamenterede han sin samling til Københavns Universitet, men som følge af den såkaldte håndskriftsag er samlingen i dag delt mellem Island og Danmark. I værket bidrager 35 forskere med beskrivelser af 66 udvalgte håndskrifter, som alle ledsages af et farvefotografi og en faktaboks, der bl.a. oplyser bladantal, materiale og proveniens. Udvalget indeholder både litterære og videnskabelige værker, religiøse tekster, lovbøger, kalendarier musikalier samt enkelte diplomer/breve. Værket rundes af med et afsnit om bogproduktion i middelalderen. I 2009 blev håndskrifterne optaget på UNESCOs liste over umistelig skrevet og audiovisuel kulturarv.
Man får et glimrende indtryk af den storslåede arv, som Magnusson reddede for eftertiden. Teksterne er interessante, letlæste og yderst lærerige, men i endnu højere grad imponerer billedsiden.
Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling er ikke tidligere beskrevet så tilbundsgående. Om Magnusson er der fx Arne Magnusson.