Stemningen er sat: En lille intro med de første linier af sangen "7 years", og så er dokumentarfilmen om bandet Lukas Graham i gang. Den er dels for bandets voksne fans, men bestemt også for de unge med drømmen om at trykke den af på en scene.
Instruktøren Rene Sascha Johannsen har gennem 7 år fulgt bandet Lukas Graham gennem tykt og tyndt; gennem op- og nedture. Det er mest den karismatiske forsanger Lukas Graham Forchhammer, der lægger stemme til billederne fra den euforiske start i Los Angeles med en ambitiøs pladekontrakt hos Warner Bros, hvor gruppen bliver dænget til med løfter om støtte, til store og små koncerter og prisoverrækkelser. Men der er også optagelser fra privatlivet i København. Som seer er man en flue på væggen, og der bliver ikke lagt skjul på uenighederne og frustrationerne. Vi er med til store koncerter og oplever hvor irriterende det er, at blive tvunget til at slutte af med en coverversion af et Justin Bieber nummer. Midt i alt det skal den unge mand fra Christiania, der pludseligt mistede sin egen far, finde sig selv som nybagt far og superstjerne. Instruktøren har tidligere lavet tv-dokumentar om Oh Land.
Filmen er ikke hele historien om succesbandet, men her er både forsiden og bagsiden ved stor og pludselig popularitet. En varm film, der ikke fedter med følelserne.
Der findes mange dokumentarfilm om musikere og bands, fx Gasolin'Gimme danger om nogle andre populære danskere og Gimme danger om The StoogesDer findes mange dokumentarfilm om musikere og bands, fx Gasolin' om nogle andre populære danskere og om The Stooges.