Music / electronica

A prayer for the unemployed


Reviews (3)


Berlingske tidende

d. 19. May 2017

By

By

Mads Hendrich

d. 19. May 2017

"Sanger Anton Falck Gansted og elektronisk altmuligmand Joakim Nørgaard står markant på skuldrene af 1980ernes dunkle og melodiske synthpop. Set i det lys er de københavnske ynglinges udtryk langtfra originalt. Når udspillet alligevel triumferer som en fængslende lytteoplevelse, der rækker ud over pastichens lænker, skyldes det, at First Hate forvalter den musikalske arv med forbilledlig og skråsikker opfindsomhed. Sange som legesyge »The One« med sit snurrige mundharmonikamotiv, den martrede morgenfest »Copenhagen« samt højstemte og selvransagende »Time To Start Giving« er symptomatiske for et album med veldrejede og klubdunkende popmelodier, der stråler af kåd ungdomsnaivitet med en underliggende weltschmerz".


Politiken

d. 9. June 2017

By

By

Lucia Odoom

d. 9. June 2017

"Duoen har tidligere udgivet musik, der leder tankerne hen på New Order og 80'er-synthpop. Men med deres nye album træder de mere i karakter i deres egen tid. Der er noget nærmest sekterisk over sangene, som at stå i et af de utopiske malerier i Jehovas Vidners Vagttårnet. På First Hates utopiske malerier er det hjertets mavefornemmelser, der er musen. Vi står i hjertets tågede febervildelse og forvirring. De sange, som står stærkt rodfæstet i den tilstand, er sange som 'Copenhagen', 'A Prayer for the Unemployed' og 'Lonely Orbit', men der er også noget uforløst over helheden. First Hate har en sær forkærlighed for new age-poetiske sproglige klicheer, der fungerer fint som konceptuel naivistisk lyrik til de unge uprofessionelle hjerter".


Information

d. 19. May 2017

By

By

Ralf Christensen

d. 19. May 2017

"Højstemt 80'er-klingende synthpop, der skylder en herregård til især Depeche Mode (...) med klare, enkle temaer, bøjet i neon. På jagt efter fællesskab i al deres enkelhed. Nogle gange ganske interessante, for eksempel med »2 of Us (One Night of Courtship)« og dens lidt mere oceaniske komposition, der samtidig dolkes af skarpe (The Knife-inspirerede) forsiringer. Eller »Lonely Orbits« 's fornemme coda med tværfløjte og trompeter. Andre gange begynder en sang, så man uvilkårligt kommer til at tænke: »Hør, hov, endnu et tropical househit med Justin Bieber.« Men det er så også den interessante knivsæg, First Hate balancerer på. Mellem den sukrede poptimisme og den bittersøde melankoli, mellem decideret uskyld og søgt naivitet. Nogle gange holder de balancen, andre gange kæntrer de".