Å : digte

Simon Grotrian har med sine 20 digtsamlinger på bagen samt et par salme- og bønnebøger, skabt sig et publikum. Enten elsker man ham eller også er han helt utilgængelig. Han er dog en af de få danske lyrikere, hvis navn vækker genklang, når man som låner ser hen over bogryggene på biblioteket.

Kærlighed og naturen er temaerne i Grotrians nye digtsamling, men det er i sproget man finder den største læseglæde. Grotrian kan noget med sit sprog ingen anden kan. Sætningerne går fra det nærmest uforståelige til noget man i den grad kan se for sig, som fx "Kysset binder munden/til en andens lyse indre...". Man kan mærke at Grotrian elsker ordene og sproget og det at skrive en følelse frem, som her: "Æbleblomster knitrer/mens jeg skriver/jeg er altings kerne/træerne vil fosse/jeg vil bide/i de modne ord". Kærligheden til naturen og ordene kan også henvise til digtsamlingens titel, der giver en god indikation af, hvad man kan forvente af digtene: enkle men sansemættede uden så mange dikkedarer!.

Det religiøse spiller en stor rolle i Grotrians forfatterskab, men er nedtonet lidt i denne digtsamling. Det giver plads til mere umiddelbare kærlighedsdigte og forfatterens billedstof, der især er hentet i naturen.

Ufatteligt smukke digte, der med de lidt triste brune farver på omslaget, skal formidles til læsere, der endnu ikke kender til Grotrians kringlede univers.

Read the full assessment