En jubilæumsbog, der præsenterer den bilinteresserede eller nostalgiske læser for de bilmodeller, der siden 1969 er blevet kåret som årets bil i Danmark.
Efter en kort indledning om apparatet bag kåringen af årets bil vises titelholderne 1969-2009 i kronologisk orden. Hver model er vist på et eller flere farvefotografier, og i den tilhørende tekst fortælles om baggrunden for valget af årets bil og om modellens udvikling, teknik og egenskaber. Der rundes af med en boks med tekniske data og lidt oplysninger om den historiske og kulturelle situation i kåringsåret.
De fleste bilbøger fokuserer på superbiler og/eller enestående design. Her berettes om de mere beskedne, prisbillige og folkelige bilmodeller, der har præget gadebilledet i Danmark i de sidste fire årtier.
En flot fremvisning i tekst og billeder af de danske motorjournalisters bud på årets bil gennem 40 år. Præsentationen af bilmodellerne anskueliggør 40 års udvikling i bilernes design og teknik og vil garanteret vække minder hos mange bilejere.