Wii. Sportsspil. Fitness-program med workoutøvelser og -programmer, der kan bruges af alle, men primært henvender sig til voksne. Gode instruktionsvideoer. Engelsk vejledning. PEGI 3+.
Spilleren registrerer højde, kropsbygning, vægt og ambitionsniveau og spillet tilrettelægger et træningsprogram ud fra oplysningerne. Her er mere end 35 øvelser, der kombineres i et utal af variationer, der nok skal få pulsen op hos de fleste. Øvelserne indledes med en instruktionsvideo, hvorefter man guides visuelt og verbalt under selve udførelsen af øvelsen. Programmet er beregnet til smidighedstræning, fedtforbrænding, konditionsforbedring og muskelopbygning. Udøveren kan lave kortere eller længere programmer, der følger udøverens udvikling over 6 uger. Der kan spilles med remote og nunchuk, men større udbytte fås, hvis der tilsluttes et balance board. Har spilleren tidligere spillet Active personal trainer, kan profilen herfra flyttes til nærværende spil.
Spillet ligner og er en forlængelse af Active personal trainer. Det er også nærliggende at sammenligne med My fitness coach, der også er et seriøst træningsprogram. Wii fit er lidt mere spil end træning i forhold til denne titel.
Udmærket og lettilgængeligt fitnessprogram med mulighed for at tilrettelægge individuelle træningsprogrammer.